Laura Kjærgaard og hendes kor støtter Fremtidsbørn

Laura Kjærgaard er tidligere X Factor deltager fra 2008 og har siden levet af at synge gospel, holde koncerter i eget navn, være korleder, sanglærer og kursusholder samt at gæsteoptræde på andre kunstneres musikudgivelser og koncerter.

 

Hvorfor du støtter Fremtidsbørn?

“Jeg støtter Fremtidsbørn, fordi jeg synes, at Danmissions vision med hjælpen er enestående. Det handler ikke bare om give en saltvandsindsprøjtning lige nu og her, men om at give mennesker en mulighed for at kunne forsørge sig selv, uddanne sig og få indblik i deres rettigheder. På den måde kan de få en værdig fremtid, og det sker alt sammen i øjenhøjde og med respekt for dem, de hjælper.”

Hvad betyder det for dig?

“Det betyder meget for mig at hjælpe andre og at gøre noget godt for andre mennesker. Vi har alle et ansvar for at verden bliver et godt sted at være.”

Hvorfor er det så vigtigt?

“For mig handler alt det, jeg laver, om hvilket aftryk jeg gerne vil sætte i verden. Og jeg har valgt, at det skal være et positivt aftryk, et ansvarligt aftryk og et kærligt aftryk – derfor er det vigtigt at hjælpe – fordi at dit og mit valg, vores tid og penge kan ændre verden for et andet menneske.”

Og hvordan støtter du?

“Jeg støtter ved at fortælle folk om Danmissions arbejde, ved at sætte koncerter op til fordel for projektet, dele indsamlingsflyers og events på Facebook. Mine to kor, New Season og Copenhagen Gospel Singers, er en del af Luciastafetten, der hver jul samler ind til Fremtidsbørn.

Men der er meget, man kan gøre: Bage kager og sælge dem, lave loppemarkeder, fællesspisninger til fordel for projektet, samle ind i sit netværk, gå ud og støtte de arrangementer, der allerede er blevet sat op til fordel for Fremtidsbørn. Listen er lang og kun fantasien sætter grænser.”