I et fuldkomment mørkt og fugtigt rum var Christina låst inde det første 1½ år af sit liv. Hendes forældre ville ikke have hende. Hun blev ignoreret og var meget alene. Hun var uønsket. Hendes forældre havde ikke overskud til at skabe den livsvigtige første kontakt eller give hende den kærlighed, hun havde brug for. I den tid Christina boede hjemme, så hun ikke sollys, og hun legede ikke med sine søskende.
En ny hverdag med kærlighed og omsorg
Christina blev reddet, da hun var 1½ år. Da hun blev fundet, var hun underernæret og apatisk. Hun kom til et krisecenter, og det var overvældende. Hun græd, ville ikke spise og var ekstremt bange. Det var ubehageligt for hende at være i stærkt lys, og hun undgik konsekvent sollys. Christina smilede ikke og prøvede at gemme sig – at gøre sig ubetydelig.
Hun har nu været på krisecentret i et års tid, og det kommer til at tage lang tid at rette op på de skjulte ar, hun har. Men det går stille og roligt fremad. Hun er en glad pige, der søger de voksne og leger med de andre børn. Og der er masser af kærlighed og omsorg omkring Christina.
Børn skal beskyttes
Gennem Fremtidsbørn får børn som Christina den hjælp, de har brug for. Ingen børn skal opleve fysisk og psykisk vold og føle sig forladt og ensom. Derfor arbejder vi sammen med den lutherske kirke i Tanzania og støtter landsbykomitéer, der:
- Redder børn, som er i fare
- Hjælper familier og forebygger vold i hjemmene.
